Nakke/piskesmæld

Du vil på kurset lære en meget præcis protokol til behandling af piskesmæld – en protokol, som er skræddersyet til piskesmældsbehandling. Mange års erfaring med behandling af piskesmæld ligger til grund for valget af netop disse teknikker. Endvidere vil du på kurset lære at diagnosticere et piskesmæld og du vil efter kurset være i stand til at tilpasse din behandling til hver enkelt klients problemer. Protokollen kommer derved til at udgøre en ramme, som tillader dig at sammenstykke den optimale behandling – hver gang!

Helt centralt i behandlingen af et piskesmæld er den blide berøring – den alene kan afgøre, om behandlingen bliver en succes. Nervesystemet hos en piskesmældsramt er næsten altid ”stresset op” – det er, som om kroppen/nervesystemet stadig befinder sig i en ekstrem alarmtilstand. For overhovedet at have chancen for at hjælpe kroppen tilbage i ro, må vi respektere denne alarmtilstand – vi må møde kroppen, hvor den er! Belønningen for den blide berøring falder ofte i allerførste behandling – vi ”får lov” at nå strukturer, som ellers har været urørlige for andre. Vævet kan simpelthen mærke, at det ikke længere skal passe på – det sænker sine parader, og vender derved stille og roligt tilbage til bevægelse, til liv.

Mange piskesmældsramte bliver ofte dybt forundrede over den fantastiske/”mirakuløse” virkning, som denne elegante protokol har. Typisk har de prøvet en del andre behandlingsmetoder, men har aldrig rigtigt oplevet blivende forandringer. Og pludselig ligger de så under et par næsten umærkelige hænder, og deres symptomer ”bliver væk”. Hvordan kan det være? Kranio-sakral terapiens måde at arbejde med det autonome nervesystem er helt unik, og flere af teknikkerne i protokollen er uundværlige hoveddøre til hele nervesystemet. Fx betyder en afklemt Vagus-nerve et stresset nervesystem – så hjælper det altså ikke at massere nakken. Kroppen kan ganske enkelt ikke tage imod behandling, hvis ikke nervesystemet først er bragt i rimelig balance – faktisk vil den ofte i sin alarmerede tilstand opleve massage som yderligere stress. Derfor er denne blide form for behandling så virkningsfuld.